Malene Kirkegaard er et af de navne, man kender i modebranchen. Hun er blandt Danmarks dygtigste og mest anerkendte hår- og makeupartister og har lavet kampagner for blandt andre GANNI, By Malene Birger, Vero Moda, Copenhagen Fur og Royal Copenhagen - og så er jeg så heldig at hun har lagt makeup og sat hår på modellerne i LOBELUNES første kampagne.
Nu har jeg sat Malene stævne på hendes stamcafé for at lokke alle de bedste tips ud af hende - for hvornår har man mulighed for at udfritte en hår- og makeupartist for værdifuld viden? Og lad mig bare være ærlig: det bliver det længste interview, jeg nogensinde har foretaget. Efter 4 timer, må vi begge løbe ud af døren for at nå at hente børn. Men inden da bliver der også drukket masser af kaffe, serveret norske vafler, snakket fødsel, smykker og (vigtigst af alt) afprøvet produkter til den helt store guldmedalje.
.
Hvem: Hår- og makeupartist Malene Kirkegaard
Alder: 30 år
Familie: Kæreste med Morten og mor til Lily på 2 år.
Fransk skole og barndomsdrømme
Siden Malene var ganske lille, har hun interesseret sig for skønhedsprodukter, og gennem sin opvækst og skolegang i fransk skole i Luxembourg, vidste hun, at hun ville være hår- og makeup artist. Det var ikke noget, der faldt i god jord på skolen. Men Malene var ligeglad; hun vidste, hvad hun ville. Så efter gymnasiet tog hun til Danmark, uddannede sig til frisør og arbejdede for Cha Cha Cha i nogle år. Da hun følte, at hun havde styr på frisørfaget, vendte hun endnu engang næsen mod udlandet. Næste stop blev Paris.
Paris og special effects
I Paris fandtes nemlig den eneste længere makeup-artist udannelse på det tidspunkt. Her lærte Malene alt fra special effects og bodypaint til mere klassiske makeup-teknikker over de næste halvandet år. Derefter vendte hun hjem til Danmark og arbejdede for modelbureauet, Unique Models, men har siden 2013 været selvstændig hår- og makeupartist.
Besat af hud
Da jeg første gange hyrede Malene til en opgave, var det både fordi, hun er dygtig til hår og makeup, men OGSÅ fordi hun er fænomenal til at lave flot hud! Og hendes "besættelse" af hud, fornægter sig ikke, men bliver et emne, vi vender tilbage til adskillige gange i løbet af vores 4 timer lange samtale - og således bliver det også første emne, da jeg spørger lidt ind til hendes egne skønhedsrutiner:
"Jeg prioriterer min hudpleje over at bruge tid på makeup om morgenen. Smuk og glødende hud er det vigtigste for et lækkert look," forklarer Malene.
Og prioriteringer er noget, vi allesammen kender til. For INGEN har jo tid til det hele - heller ikke makeup-artisten selv.
Man kan godt se, at Malene Kirkegaard kan noget med hud ikke? Billede fra LOBELUNEs kampagne.
Naturligt ansigtsløft og lyssignal
"Siden jeg var teenager har jeg elsket skønhedsprodukter og spa'er, og når jeg virkelig har brug for at zone lidt ud fra arbejde, familie eller de sociale medier, tænder jeg et duftlys på badeværelset og lukker mig inde med mine skønhedsprodukter. Det er et signal til min kæreste og min hjerne om, at nu har jeg lige brug for lidt tid for mig selv. Og det fungerer altså virkelig godt," smiler Malene.
Og her på badeværelset kan hun både teste nye produkter og udføre nogle af sine faste skønhedsrutiner:
"Jeg renser huden aften eller morgen og påfører "Stimulating oil" fra Tromborg derefter Tromborgs "Below 10 degrees", der er genial her om vinteren og tilsidst kan man påføre makeup, foundation eller lignende."
"Derudover har jeg købt en såkaldt Gua sha, som jeg bruger et par gange om ugen. Gua sha'en bruges sammen med en af mine ansigtsolier fra Tromborg til at massere ansigtet. Udover at det føles rart og giver velvære, så giver det glød og løsner spændinger i ansigtet", forklarer Malene, mens hun viser teknikken, som hun i øvrigt får opfrisket cirka hveranden måned, hvor hun prioriterer at få udført en "Lift" behandling professionelt hos sin lokale skønhedsklinik, Intuitions.
Sådan ser en af tidens mest populære skønhedsremedier, Gua Sha'en ud.
Forberedelser til nytårsaften
Jeg vil gerne vide, hvordan Malene anbefaler, at man forbereder sig til nytårsaften, hvis man skal tage sig ud fra sin bedste side - og igen har vi fokus på huden - basen for makeuppen:
"I ugen op til nytår kan man blande et par dråber "A hint of summer"-selvbruner fra Rudolph care i sin ansigtscreme, så man få lidt kulør. Og natten inden nytårsdag, ville jeg anvende en god fugtgivende ansigtsmaske til at gøre huden velfugtet - for eksempel er jeg ret glad for Beauty sleep mask fra Amazing Space," siger Malene.
![]()
Ansigtsmaske fra Amazing Space.
Nytårslooket trin for trin
Jeg ender nemt med det samme fest makeup-look, jeg har brugt de sidste 10 år og ved, at det også gælder andre kvinder i min omgangskreds, så jeg har bedt Malene dele sit eget nytårs-look, så vi andre bare kan følge og kopiere hendes anvisninger nytårsaften!
Her får du, med Malenes egne ord en trin for trin guide til makeuppen:
- "Jeg tænder altid et duftlys (Tromborg scented candle red.) - det får mig i den rette stemning. Men det kan også være, at man har lyst til at høre noget musik."
-
"Benyt derefter en fugtgivende ansigtsmaske til at preppe huden inden nytårsmakkeuppen lægges. Jeg er glad for Rudolphs Facial scrub mask, der både kan bruges som scrub i badet, men også som maske. Den er så mild og blid, at den kan bruges flere gange om ugen. Den giver god glød og fjerner døde hudceller og så er den dejligt fugtgivende. Det giver et virkeligt godt underlag til makeuppen."
Selvbruner og ansigtsscrub fra Rudolph Care er blandt Malenes favoritter.
- "Hvis jeg har tid, bruger jeg en scrub eller tørbørster kroppen."
-
"Derpå benytter jeg en shimmer oil på arme, kraveben og ben. Jeg er særligt glad for Deep hydrating Glowing Body oil fra Laouta."
- "Ansigtet smøres med en dagcreme og derefter kan man bruge en face oil for glød, hvis man synes."
-
"Endelig er vi nået til makeuppen, her bruger jeg faktisk samme fremgangsmåde, som jeg bruger til at lave hud på modellerne, så de ikke bliver for pudrede. Først benytter jeg en foundation kaldet: Makeup and body fra MAC og derpå påfører jeg et tyndt, forsigtigt lag Mineral foundation fra Tromborg, vær varsom, så det ikke bliver for pudret!"
- "Til urenheder og røde pletter bruger jeg Youngblood natural mineral loose foundation. Jeg påfører den med en lille blød øjenskygge-pensel, det dækker diskret. Vælg en nuance, der passer til din hudtone. Produktet er egentlig en foundation, men jeg synes den bliver for pudret og tæt. Til gengæld er den genial til at dække røde spots og urenheder."
- "Brug derefter en highlighter. Jeg er glad for den fra rms kaldet Living luminizer. Den er vegansk og økologisk og så er den baseret på kokosolie, så den smelter ind i huden. Jeg lægger den på kindbenene, i amorbuen og øjenkrogene."
- "Brynene friseres på plads med en brow gel. Hvis de skal have det lidt buskede look, friserer jeg opad. Her kan jeg anbefale produkter fra Benefits eller Glossier med eller uden farve ahængig af, hvad du har brug for."
- "Dernæst lægger jeg en mørkebrun eye kohl til at definere looket. Jeg foretrækker farven coffee eller teddy fra MAC. Læg eyelineren i den våde kant under øjet og langs vippekanten på øjenlåget - det skal ikke være perfekt, dernæst tager du en fast øjenskygge pensel, og "fader" det ud, så looket bliver "smodgy". Det skal være blødt og ikke for stringent."
-
"Jeg kan godt lide et look med et bart øjenlag med glimmer på. Det giver et smukt spil. Så på øjenlåget skal vi have glimmer. Jeg har lige opdaget EcoSparkles Biodegrable Cosmetic Glitter. Der er nedbrydeligt glimmer, og jeg synes, at det er fedt, at man ikke bidrager til endnu mere skrald, når man bruger deres produkter. Påfør et tynd lag glidecreme med en vatpind i globelinjen. Det er et gammelt makeup trick, at glidecreme fungerer som en form for hudlim, der sørger for at makeuppen ikke glider rundt. Brug derefter en ren vatpind til at duppe glimmer ovenpå i globelinjen og lidt i øjenkrogen. Hellere lidt men godt - og ikke for tæt. Hvis man vil give den fuld gas, kan man også sagtens smøre det på hele øjenlåget. Men hellere tage lidt ad gangen, så man bygger looket op." (Glimmerprodukterne herunder er blandt Malenes favoritter)
- "Top med masser af mascara på vipperne."
- "Jeg dupper en bronzer under kindbenet og "blender" den ind i huden med fingrene. Contour buriti bronzer fra rms, er virkelig god at arbejde med. Dernæst bruger jeg Illusive lip to cheek (også fra rms red.) på æblekinden. Den ser mørk ud, men er ikke mørk, når den kommer på. Alt skal duppes på med fingrene og man skal blende, blende, blende! Det er vigtigt, at der ikke er nogen hårde kanter!"
- "Tilslut bruger jeg samme produkt på læberne (Illusive lip to cheek) og jeg dupper det også bare på og bygger farven op, det giver et harmonisk look at bruge samme farve på både læber og kinder - og er også noget, jeg gør med læbestifter," afslutter Malene.
Herunder ses to billeder af nytårslooket, som Malene har tegnet det, sammen med highlighteren og læbeproduktet fra rms.
Bemærk glimmeret i globelinjen og at det er samme farve, der anvendes til kinder og læber.
Jeg håber at makeupguiden kan inspirere til et lidt anderledes nytårslook i år eller til nye hudplejerutiner!
Jeg har i hvert fald lavet en indkøbsliste og allerede investeret i ansigts-scrubben til både mig selv og min svigerinde - og jeg kan kun bekræfte Malenes udsagn: Den er virkelig lækker og fugtende.
Rigtig godt nytår!